HISTORIEN OM KAUFMANN

En mission og en motorcykel. Sådan startede det hele. Og missionen var klar; at tilbyde kvalitetsbeklædning til mænd – og motorcyklen…ja, det var selvfølgelig en Harley. På den sad manden, der startede det hele, Axel Kaufmann, som i hele landet åbnede Kaufmann butikker med øje for herretøj, ekstraordinær kvalitet og ekspertviden.

I dag, over 100 år efter grundlæggelsen, finder du hos Kaufmann stadig herretøj i høj kvalitet og inden for alle de kendte tøjmærker. Vi har som i gamle dage stadig fokus på god kvalitet og ekstraordinær service, og vi står til din rådighed, når netop du har brug for det.

I dag – Webshoppen udvider

Med netop mantraet om, at Kaufmann står til rådighed, når du har brug for det, har vi udvidet webshoppen kaufmann.dk, så du kan handle udvalget af herretøj online, når du har tid og lyst – uden for butikkernes åbningstider.

2010 – Kaufmann webshop etableres

I dag findes der 17 Kaufmann butikker rundt omkring i landet. Derudover ejer Kaufmann også de to Axel butikker i henholdsvis Aarhus og København, samt butikkerne AK, Gant og Hugo Boss, der er beliggende i Kastrup Lufthavn. I 2010 åbnede Kaufmanns webshop kaufmann.dk, hvor du finder et bredt udvalg af det tøj, som forhandles i Kaufmann butikkerne.

2008 – 100 års jubilæum

Kaufmanns ansatte er alle med til at videreudvikle og skabe den historie, som i 2008 kunne fejre 100 års jubilæum. Kaufmanns ambition er at holde traditionerne i live samt fortsat tilbyde kunderne både klassisk og moderigtig herrebeklædning i høj kvalitet. Et familiedynasti som Kaufmann med dybe historiske aner og stolte familietraditioner er noget helt unikt. Kaufmann familien har altid lagt en dyd i en både beskeden og flittig tilgang til forretningsdrift og tillader sig derudover altid at tænke langsigtet. Dette er muligt for en 100 % familieejet virksomhed, som ikke skal stå til regnskab over for aktionærer og kapitalfonde.

”Den ekspertviden om herrekonfektion, som vi har opbygget igennem Kaufmanns 100 års erfaring, bruger vi dagligt til at vejlede kunderne.” – Henrik Axel Kaufmann, adm. direktør.

1998 – 90 års jubilæum

Kaufmann fejrer i 1998 90 års jubilæum – og ja “Det begyndte med flipper og paraplyer”… . Hos Kaufmann er vi ikke blege for at tage ekspertrollen på os. Vores gode service ydes med udgangspunkt i en traditionsrig ekspertviden om herrekonfektion, som har udviklet sig og fulgt med tiden, lige siden Axel Kaufmann gassede op for sin Harley tilbage i 20’erne. Vi sætter en ære i at dele vores specialviden om herremode med vores kunder og på denne måde yde dig en service af højeste karat.

1987 – Traditionsbunden virksomhed

To flotte fyre! Kaufmann er en traditionsbunden virksomhed – og du kan stadig finde Kim og Hr. Wind i butikken i Aarhus! Kædens succes bygger på et fundament af sammenhold, familietraditioner og årelang erfaring i faget – en succes som tilvejebringes igennem gode og loyale medarbejdere, som, grundet den korte afstand mellem ledelse og butik, føler ejerskab i virksomheden. Det vigtigste er, at kunderne får en god service, og at de føler sig trygge ved deres køb. Den gode service samt den brede appel i form af lækkert mærkevaretøj fra både indland og udland har vist sig at være nøglen til Kaufmanns store succes.

1970 – Axel Kaufmann dør – Sønnen overtager

Axel Kaufmann dør i 1970, og Axel Kaufmann Junior overtager foretagendet. Virksomheden er stadig et succesfuldt familieforetagende drevet af Kaufmann familiens 3. generation.

1968 – 60 års jubilæum

I 1968 holdte Kaufmann 60 års jubilæum. 3 generationer af Kaufmann var i 1968 samlet til Kaufmanns 60 års jubilæum. I midten, med glasset hævet, Hr. Axel Kaufmann, til højre Axel Kaufmann Junior med hånden på sin datter Mette, og på højre fløj sønnen Henrik Kaufmann. Axel Kaufmanns børnebørn Mette Kaufmann og Henrik Axel Kaufmann står i dag i spidsen for driften som henholdsvis bestyrelsesformand og administrerende direktør.

1960 – Axel Kaufmann junior

I 1959 indgik Hr. Axel Kaufmann partnerskab med Lrs. Axel Kaufmann Junior. I 1960 modtog junior sit næringsbrev, som gav tilladelse til at drive virksomhed.

1945 – Bombning af Guldsmedegade

Om aftenen d. 22. februar 1945, i krigens sidste år, blev Kaufmann butikken i Guldsmedegade, Aarhus, beskadiget af en bombe. Det var den tyske terrorgruppe, Petergruppen, som længe havde udøvet kontrasabotage for at fjerne befolkningens opbakning til modstandsbevægelsen. Foto: Besættelsesmuseet

1940 – Under krigen

Under 2. Verdenskrig beskyttede Kaufmann butikkernes facader mod trykbølger fra bomber – og samtidig fungerede de som mørklægningsgardiner.

1937 – Engelsk modehus i Viborg

I 1937 åbner Hr. Kaufmann en butik i Viborg ved navn Engelsk Modemagasin, der skal sælge den nyeste mode fra England – det blev starten på Kaufmanns udvalg af mærkevaretøj fra udlandet.

1933 – Kaufmann udvider

Harleyen satte snart kursen mod nye destinationer. Der blev åbnet butikker i Aalborg, Kolding, Fredericia og Viborg, og i 1935 kunne Axel Kaufmann åbne dørene for den store hovedforretning i Aarhus, Kaufmann Herreekvipering. Få år senere fandt Kaufmann også vej til hovedstaden, hvor Kaufmann butikken i dag er fornemt placeret på Strøget i København.

1930 – Skjortefabrikken

I Fredensgade, Aarhus, ejede Kaufmann fra 1930’erne til 1960’erne en skjortefabrik, hvor 16 syerske syede skjorter til Kaufmann-filialerne rundt om i landet. Skjortefabrikken stod også for skrædderopgaver.

1926 – Herremagasin Regina

I 1926 blev Hotel Regina bygget på det, der i dag er Strøget i Aarhus. Axel Kaufmann solgte Flipcentralen til butikkens førstemand og åbnede i stedet butikken Herremagasin Regina i Regina bygningen. Butikken var i starten ikke særlig stor, men langsomt opkøber han mere plads – og omdøber endelig butikken til Axel Kaufmann.

1908 – Kaufmann grundlægges

18-årige Axel Kaufmann åbnede i 1908 Flipcentralen i Aarhus, som senere var det, der blev til Kaufmann. Det var faktisk lidt af et tilfælde, at den unge Axel Kaufmann skulle blive butiksejer. Han havde besluttet at rejse til Paris, men en slentretur rundt i Aarhus, da han ventede på toget, skulle ændre rejseplanerne – et lokale var til leje lige over for banegården og hurtigt gik rejsepengene til 3 måneders leje og opkøb af et parti paraplyer og regnfrakker. Det skulle blive rammen om det, der flere år senere skulle vise sig at blive et succesfuldt familieforetagende inden for herreekvipering.

Fra til idag

 

 

Kaufmann går stille frem

Kaufmann i fint tøj

Jubilæum

bombning

Butik under krigenKaufmann udvider

Kaufmann grundlægges